Udstillingens titel ‘Lock’ henviser til et af skulpturgenrens mest basale aspekter: evnen til at fiksere en situation — en gestus — i tid og rum. Dette forhold gør sig i Monika Brandmeiers (D) nye værker gældende i et udvidet skulpturfelt, der går i tæt dialog med SKULPTURI’s lokale. Brandmeiers objekter har en enkel, reduceret fremtræden, der kan ses i forlængelse af den industrielle produktions anonymitet og høje grad af finish.

The exhibition’s title, “Lock”, refers to one of the sculpture genre’s most fundamental proclivities: the capacity to fixate a situation — a gesture — in time and space. With Monika Brandmeier’s (D) new pieces, this particular aspect of sculpture manifests itself in an expanded sculptural field that moves into close dialogue with SKULPTURI’s exhibition space.

Tomtens rum — stedet mellem tomrum og frirum — danner udgangspunkt for udstillingen. Tina Maria Nielsen tager afsæt i en række fundne, lavmælte og ikkeautoritære ting ved at overføre dem til nye materialer som bronze, cement, voks og gummi. Fra et transparent ‘handlingsrum’, placeres de nu i en ladet betydningssfære, hvor deres rå, skrabede udtryk udfordres af en særlig intimitet og legemlighed. I stedet for at se igennem dem, ser vi nu på dem og på deres utilpassede materialitet, deres historie og sprog.

The site’s space – the place between void and the possibility of unfolding oneself – fashions the starting point of this exhibition. Tina Maria Nielsen takes her mark in a number of “found”, subdued and non-authoritarian things and transforms them into weighty matters by transposing them into new materials like bronze, concrete, wax and rubber. Drawn out from a transparent “actionspace” — and placed into a charged sphere of meaning. Instead of looking through them, we now see them and look at their indisposed materiality, their history and their language.

Antonia Low (GB) har arbejdet med planter og grene, og hun har brugt i en række omstruktureringer og eksperimenter. Hun har undersøgt, hvordan en stuebirk kan forvandles til en skulptur uden at miste sit liv som plante. Manuel Gorkiewicz (A) tager udgangspunkt i de materielle tildækninger, man finder i forladte butikkers ruder. Begge kunstnere ’indrammer’ og fremhæver oversete kunstneriske elementer i hverdagen. Den hvide kube bliver via deres indgriben porøs og opløser sig selv indefra.

Antonia Low’s (GB) work consists in re‐structuring organic things in a variety of botanical experiments. She examines how a living room birch tree can be transformed into a sculpture without losing its life as a plant. Manuel Gorkiewicz (A) is taking his point of departure in the material coverings that can be found on the windows of abandoned shops. Both artists are “framing” and accordingly highlighting overlooked artistic elements in everyday life.Through their interventions, the white cube becomes porous and dissolves itself from within.

Stella Geppert, Thea Timm og Bernd Trasberger (D) har skabt det, de kalder et ‘almennyttigt rum’. I dette kontorlandskab - et sted mellem installation og situation - har Timm udspændt en vimpelkæde, Trasberger har placeret en ‘opslagstavle’ over moderne utopier rundt om galleriets bærende søjle og Geppert placeret en kost, hvis skaft er ligeså høj som lokalet og derfor aftegner et 'handlingsdiagram' i loftet, når den benyttes.

Stella Geppert, Thea Timm and Bernd Trasberger (D) has created what they call a “non-profit space”. Inside this office landscape—some place between installation and situation—Timm has stretched out a chain of pennants,Trasberger has placed a “bulletin board” around the center pole showing modern utopias and Geppert’s broom delineates an 'action diagram' in the ceiling when it is put to use.

Udstillingen er til minde om Ib Braase, der døde 85 år gammel i 2009. Den præsenterer et udvalg af kunstnerens værker, hvoraf mange ikke har været vist siden 1970’erne. Braase er en enestående figur i dansk kunstliv og en vigtig forudsætning for og indgang til samtidsskulpturen. Udstillingens titel er hentet fra et interview med Braase, hvori han siger følgende om sin praksis: "Jeg søger mere og mere at indkredse skulpturen som et sted. Ikke som en statue, men som et sted. Et sted man åndeligt kan være i." 

The exhibition has been set up in memory of Ib Braase, who died at the age of 85 in 2009. It presents a selection of the artist’s works, many of which have not been shown since the 1970s. Braase has no parallel in Danish art life; he was a vitally important preliminary figure that pointed the way for other sculptors’ courses into contemporary sculpture. The exhibition’s title was taken from an interview with Braase,where in the artist had this to say about his practice: “I am trying more and more to isolate sculpture as a place. Not as a statue but as a place. A place that you, spiritually, can be inside of.”

Med udgangspunkt i kalejdoskopets evigt foranderlige mønstre har Elle Klarskov Jørgensen skabt et hypervisuelt rum, hvor skalaer er flydende og centrum flytter sig med beskueren. Rummets elementer kan med få greb pilles fra hinanden og ændres. Udstillingen fungerer som en rum-model for mindre permanente og mere fleksible strukturer, flere kropslige fokuspunkter og udvidet plads til forandring, kreativitet og sanselighed.

Taking her jumping-off point in the kaleidoscope’s ever-changing patterns, Elle Klarskov Jørgensen has created a hyper-visual space, where scales are fluid and where the center moves in synch with the viewer. The room’s elements, with a few sweeping motions, can be torn apart and altered. The exhibition functions as a space-model for less permanent and more flexible structures, for several bodily focus points and for more room for change, creativity and sensuousness.

Skulpturer af sammenlimede træstykker, papir og gips samt udklippede fotografier og løsrevne citater fra radiohits. Alle er de hevet ud af en oprindelig kontekst og ligger betydningsmæssigt tæt på ingenting, men i den aktuelle sammenhæng — i mødet mellem billeder og tekst — føjer Heine Kjærgaard Klausens værker sig sammen til et særegent billedsprog. 

Sculptures of loosely glued-together pieces of wood, paper and plaster, along with clippedout photographs and detached quotations from hit songs on the radio. All of these elements have been pulled out from their original contexts and, semantically speaking, they come close to signifying nothing, although in the current context — in the convergence between images and text — they join together to make a distinctive figurative language. 

SKULPTURI er for en stund rykket ud af de vante københavnske omgivelser og ind i Produzentengalerie i Berlin med udstillingen ‘Long Way Home’. Udstillingen kan umiddelbart minde om en møbelbutik med et bredt udvalg af hverdagsobjekter. Funktionen er gået fløjten, og man er pludselig temmelig ‘langt hjemmefra’.

SKULPTURI have, for the time being, moved out from their familiar Copenhagen surroundings and into the Produzentengalerie in Berlin with an exhibition entitled Long Way Home. The exhibition can immediately call to mind a furniture store with a wide assortment of everyday objects. The function has gone kaput and suddenly you’re rather “a long way from home”.